HVORDAN MAN VÅGNER LYKKELIG

HVORDAN MAN VÅGNER LYKKELIG



Hvorfor er det lige, at nogle mennesker vågner når de hører iPhone-alarmen første gang, aldrig snoozer og tilmed når at lave en sund og nærende morgenmad helt uden at komme for sent på arbejde, når andre skal kæmpe for bare at række hånden indover natbordet og trykke snooze for fjerde gang, stå op alt for sent, løbe rundt for at nå at brænde sig på en alt for varm kop kaffe og komme de obligatoriske 5 minutter for sent lige meget hvad.

Der mange forslag og holdninger til hvad man kan gøre for at få en nogenlunde fornøjelig morgen. Dem vil jeg skide på og i stedet for forklare dig præcist hvad jeg VED fungerer for mig og mange af verdens mest succesfulde mennesker.

Men hvorfor er det så vigtigt at vågne glad og have en behagelig morgen? Fordi det er ALFA OMEGA for hvordan resten af din dag forløber sig. Er du sur og tvær frem til kl. 11.00 om formiddagen, vil jeg tillade mig at antage, at dit produktivitetsniveau er knap så højt som det er, hvis du føler dig frisk og klar til dagen efter en morgen, der er gået som den skal – uden kaos, en sulten mave og bollehår. En dag, efter en god morgen, ser bare anderledes ud – du har mere overskud, du er hyggeligere at være sammen med og du føler helt sikkert selv, at du får mere ud af dine timer.

Del 1: Sig tak 

Det kan være svært at finde noget at være taknemmelig for kl. 06.30 en almindelig tirsdag morgen, med regnvejr udenfor og måske endda opvasken fra i går, der står og venter, men jeg vil alligevel vove at påstå, at det er en af de mest effektive måder du kan blive lykkelig på, hurtigt og nemt – på et hvilket som helst tidspunkt på dagen.

Når du tænker på noget du er taknemmelig for (oprigtigt taknemmelig for) er det nemlig svært at føle noget som helst andet. Jeg har observeret, at det er fællestræk hos verdens mest succesfulde mennesker, at de dyrker deres taknemmelighed og tilmed dokumenterer den. Det gør jeg også – og det VIRKER. Du kan dyrke din taknemmelighed på mange måder, men det er vigtigt, at du forstår præcist hvilken effekt det har.

Prøv lige nu, ikke når har læst færdig, ikke om 10 minutter og ikke i morgen, men lige nu, at tænke på noget du er virkelig taknemmelig for. Er det din hund? Din kæreste? Solen, der skinner udenfor? At du er i live?

Mærk efter.

Hvordan har du det? Godt, ikke? Det giver en ro og fuldkommenhed, som normalt er svær selv at fremkalde gennem noget andet. Tony Robbins, verdens mest succesfulde coach og foredragsholder, praktiserer taknemmelighed hver eneste morgen.

Se denne video hvor Tony Robbins fortæller kort om sin morgenrutine:

 


 

Hvis du kan gøre det – være taknemmelig – hver eneste morgen, som en del af din rutine, lover jeg dig, at du vil opleve noget helt særligt fantastisk. Personligt foretrækker jeg, at skrive tre ting ned, jeg er taknemmelig for, fordi det tvinger mig til virkelig at tænke over det og mærke efter om det nu også er noget jeg er taknemmelig for. Jeg udfordrer mig selv til at finde forskellige ting hver morgen, så jeg ikke bare kører i en lang og ensformig smøre om hvor dejligt det er, at jeg trækker vejret, hvor sød min kæreste er og hvor rart det er, at jeg har en familie der elsker mig. Det værktøj, som har hjulpet mig mest og som jeg har brugt flittigt de sidste 2 år, HVER MORGEN OG HVER AFTEN, hedder ”5 Minute Journal”. Det er en app hvori man, hver morgen, skriver tre ting man er taknemmelig for, tre ting som vil gøre dagen god og til sidst skriver bekræftelser om sig selv. Der er også en aftenssektion, hvor man skal skrive tre fantastiske ting ned, der sket i løbet af dagen og bagefter skal man skrive hvad man kan gøre bedre til dagen efter. Den koster 39 kr. i Appstore og det er de bedste penge jeg nogensinde brugt – og nej, jeg er hverken sponsoreret eller opfinderen bag konceptet. Hvis det lyder interessant kan du downloade appen eller købe den i fysisk form som en rigtig bog. Det kan du gøre på Amazon ved at søge på ”The Five Minute Journal”.

I virkeligheden behøver du slet ikke at bruge nogle penge for at være taknemmelig – det kan du være helt af dig selv. Nedenfor fortæller jeg dig hvordan.

 

Et billede af bogens layout

 

Et billede af appens layout

 

 

Hvad du kan gøre lige nu

Læg en blok papir på din natbord og væn dig til at skrive ned hvad du er taknemmelig for hver morgen når du slukker for alarmen – hvis tre ting er for omfattende, så start med én ting (hvis du ikke kan finde én ting, er jeg bange for, at du har alvorlige problemer)

Hvad kan du skrive ned?

  • Jeg er taknemmelig for, at jeg er sund og rask
  • Jeg er taknemmelig for, at jeg har tag over hovedet og mad i mit køleskab
  • Jeg er taknemmelig for, at jeg har mennesker omkring mig som elsker mig

 
Del 2: Vær klar

Hvad er det egentlig der trykker dig mest ned om morgenen når du vågner? Er det regnvejret? Eller, at du ikke har flere havregryn? Måske ting som disse bidrager til den grå sindsstemning, men de er næppe afgørende for dit generelle morgenhumør. Er det måske i virkeligheden, fordi du ikke overskuer dagens opgaver? Måske, gårsdagens ufærdige opgaver? Har du en alt for lang to-do-liste, som er helt urealistisk at nå i dag? Hvis det er tilfældet har jeg et vigtigt budskab til dig: DU ER IKKE ALENE!

Men hvordan er det så lige man får overblikket, så det hele ikke er så dræbende når man vågner der kl. 06.30 tirsdag morgen? Man sørger helt simpelt for at være klar.

Det som oftest er årsagen til, at vi ikke magter dagen, er, at vi føler vi skal nå mere end vi kan. Løsningen på det problem er at stoppe med at stille åndssvagt store krav til os selv, så store krav, at vi helt giver op og slår os selv i hovedet over slet ikke at have nået noget. Det er en anden ting: STOP nu med at give dig selv dårlig samvittighed over alt det du ikke nåede i dag eller i går. Der var, om ikke andet, en grund til, at du ikke nåede det. Måske kom der noget i vejen, måske var du bare træt, men uanset hvad er det ligegyldigt nu – du nåede det ikke og ergo skal du nå det i morgen.

For et par måneder siden stod jeg og skulle af sted på arbejde en morgen og idet jeg låste døren kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt ALT om et møde jeg skulle have været mødt op til en time tidligere end normal mødetid. Jeg er skynder mig så meget, at jeg taber min termokop med te, som selvfølgelig sprøjter på min hvide skjorte og så må jeg jo ind og skifte tøj. I bilen har jeg (selvom man ikke må…) travlt med skrive SMS’er til de af mine kolleger jeg ved sidder med i mødet og undskylde for, at jeg kommer for sent og forklare og fortælle alt hvad jeg kan, indtil en eller anden dytter af mig … fordi jeg ikke nåede over for grønt lys og køen bag mig vokser. Så sidder jeg der og venter og føler mig lidt dum. Da jeg når frem til arbejdet er jeg møgforsinket og svedig og løber op af trapperne og her opdager jeg det værste, jeg har skyndt mig så meget ud af bilen, at jeg har glemt mit fucking nøglekort. Jeg bander og svovler og må ned efter kortet og snuble op af trappen for ENDELIG at kunne stikke hovedet indenfor mødelokalet og undskyldende og stakåndet finde mine sager frem, sætte mig ned og deltage i mødet. Når jeg tænker på det nu, kan jeg ærgrer mig over, at jeg ikke bare tog det køligt, slappede af og gjorde hvad jeg kunne for at komme frem. Jeg havde så travlt med at være sur og frustreret over mig selv og jeg nok i virkeligheden godt kunne have undgået en del af forsinkelsen ved at have taget tingene i normalt tempo.

Der er ingen grund til at blive sur og slå sig selv i hovedet. Du er pisse god, fordi du prøver! Og det er jo det vi alle sammen gør – prøver. Både Mark Zuckerberg og Oprah Winfrey prøver at nå det hele, præcist ligesom dig. Forskellen på folk der når det de skal og folk der ikke gør, er deres måde at håndtere opgaverne og tiden på.

Så hvad skal du gøre?

Ting du kan gøre i dag

  • Lav en liste over ting du, helt ærligt, kan nå at gøre i morgen – vælg de vigtigste og lad være med at forholde dig til resten før du skal lave en ny liste igen i morgen
  • Download vores gratis layout til en ugeplan – udfyld den, så får du hurtigt og nemt overblikket over dine gøremål og aftaler

Del 3: Vælg en rutine

Hvordan ser den ideelle morgen ud? Er der pandekager og æg? Måske en avis og en morgenkåbe? Hvordan ser din faktiske morgen ud? Hmmm. Måske de ikke ligner hinanden så meget. Men guess what? DET KAN DU GØRE NOGET VED!

Jeg kan ikke give dig flere timer i døgnet, men jeg ved, at det er op til dig at designe din morgenrutine, på en måde så du har lyst til at stå op.

Nogle mennesker går i bad hver morgen eller (tør jeg sige det) løber en tur inden de spiser morgenmad. Måske tænker du, ”hvordan har man tid?” og det skal jeg fortælle dig! Man laver tid. Det er ikke noget de tilfældigvis opdager, de har tid og lyst til at gøre og æggene til morgenmaden havner heller ikke per magi i deres køleskab. De har valgt, at det skal være sådan, deres morgen ser ud. Derefter har de nøje planlagt, bevidst eller ubevidst, at de skulle nå at købe ind og lægge træningstøjet frem til morgenen efter. Planlægningen af den gode morgen, er en del af rutinen. Det vil sige, at din morgenrutine faktisk starter langt før morgenen – nogle gange starter den når du skal lave madpakke og andre gange starter den når du om aftenen tjekker, at der er mælk til havregrynene (eller havregryn til mælken). På den måde sikrer du dig selv mod en dårligt planlagt morgen. Jeg kunne i virkeligheden give dig en hel prædiken om prioriteringer og ansvar og planlægning, men jeg er sikker på, at du har hørt den før. Det ene hænger sammen med det andet.
I stedet for, kan vi fokusere på hvilke alternativer du har. Nu spørger jeg dig igen.

Hvordan ser din ideelle morgen ud? Tænk over det.

Hvad vil du gerne nå inden du skal ud af døren?

Hvis du har lyst kan du se hvordan Mimi Ikonn, opfinderen af ”5 Minute Journal”, bruger sin morgen i denne video:

Hvad du kan gøre lige nu

  • Bliv enig med dig selv om hvad du absolut vil nå hver morgen (det kunne være et bad, lækker morgenmad, at læse i en bog eller en tur i fitnesscenteret, hvis du er så frisk)
  • Find ud af hvornår du skal stå op for at nå de mål
  • Sæt den næste alarm til ovenstående tidspunkt

Hvis du vil gøre det rigtig let for dig selv, så skab et sikkerhedsnet, der gør, at du ikke kan finde på en undskyldning for ikke at gøre hvad du har besluttet dig for. For nogle betyder det, at kaffepulveret allerede er hældt i filteret aftenen før og for andre betyder det, at træningstøjet ligger klar LIGE ved siden af sengekanten. Gør hvad der skal til for, at din morgen bliver lettere og mere overskuelig at vågne til. Planlæg din morgen.


Ældre indlæg Nyere indlæg

Skriv en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes inden de bliver offentliggjort.