DIT LIV ER DINE OPLEVELSER

DIT LIV ER DINE OPLEVELSER



Vores liv er en lang kæde af oplevelser fra vi bliver født til vi dør. Det lyder måske poetisk, men noget tyder på, at vores liv kan gøres op i de minder vi skaber i processen, altså vores positive oplevelser. Jeg vil vove at påstå, at vores livskvalitet afhænger af hvor dygtige, eller dårlige, vi er til at skabe flere positive oplevelser end negative. For nej, intet liv er kun positive oplevelser, ligesom der heller ikke findes liv helt uden negative oplevelser. Balancen er vigtig for vores perspektiv på de udfordringer vi møder og ikke mindst for vores tillid til os selv og andre mennesker.

Jeg vil lade et simpelt emne være simpelt og give et par bud på, hvordan du kan skabe flere positive oplevelser i dit liv.

 

Del 1: Menneskelig kontakt til menneskelige mennesker

Mange mennesker har en vennekreds, en familie og sikkert nogle søde kolleger og det er både skønt og værd at være taknemmelig for. Uanset om det er tilfældet for dig eller ikke, kan du gøre en hel del for at skabe positive oplevelser med mennesker. Selvom det kan være intimiderende at bryde sine mønstre og vaner, er det oftest netop dette, der frembringer gode, mindeværdige oplevelser.

Jeg gør en dyd ud af at sige ”godmorgen!” ved busstoppestedet og jeg smutter sjældent fra ekspedienten bag kassen, uden at have kigget vedkommende i øjnene og sagt oprigtigt ”tak for hjælpen – hav en dejlig dag!”. Jeg er næppe noget særligt tilfælde, men jeg ved med sikkerhed, at småting som disse skaber glæde, ikke kun hos mig, men også hos de mennesker jeg interagerer med. Hvis du er vant til at hilse, takke og nikke til menneskerne omkring dig, er du allerede en helt i mine øje, men måske kan du udfordre dig selv til at gøre noget ekstra. Giv et kompliment til en heldig fremmed, skriv en sød note til din frisør, start en samtale med din sidekammerat i toget – det handler om menneskelig kontakt. Jeg lover dig, at det kan gøre en grå dag farverig.

 

Del 2: At praktisere taknemmelighed

Jeg har sagt det før og jeg gentager det nok resten af mit liv. Hvis du kan finde noget at være taknemmelig for, altså sådan rigtig taknemmelig, har du magten til at ændre enhver situation fra negativ til positiv. Følelsen af taknemmelighed neutraliserer det negative og kan bruges som modgift til vrede, frustration, stress og sorg. Det handler om at adoptere taknemmelighed og gøre den til en del af hverdagen. Der er mange måder at gøre det på, men jeg vil anbefale dig inkorporere taknemmelighed i din morgenrutine, så din hjerne programmeres til at fokusere på alt det, der er at værdsætte. Jeg har brugt appen 5 minute journal religiøst siden jeg anskaffede mig den tilbage i 2014. Appen beder dig om at skrive tre ting ned som du føler dig taknemmelig for, hver morgen. Den indeholder også andre emner, som kan gøre underværker for din dag (og dit liv!), men jeg vælger at fokusere på denne ene her i dette indlæg. Hvorfor? Fordi du hverken behøver en app eller en selvhjælpsbog for at føle dig taknemmelig. Snup en blok papir og krads dine tanker ned – jeg lover dig, at dét i sig selv vil være en god oplevelse. Det som øvelsen også kan gøre, er at hjælpe dig til at se de positive ting, som måske ellers ville gå dig forbi i hverdagens travle rutiner. Med opmærksomheden rettet mod alt det, der er at være taknemmelig for, skaber du fundamentet for endeløse positive oplevelser. Det behøver ikke være svært – du kan gå i gang lige nu! 

Ting jeg er taknemmelig for

  • Spaghetti med kødsovs (min livret!)
  • Min kærestes søde hund
  • Min karriere, hvor jeg får lov til at lave alt det jeg elsker

 

Del 3: Din krop kan gøre dig glad

Hvis du var med til vores event med Jesper Bergstrøm, ved du, at dit kropssprog har en afgørende effekt på dit humør, dit energiniveau og ikke mindst din selvtillid. Dit kropssprog har endda en indflydelse på hvordan du opleves af andre mennesker. Jeg kunne blive ved i evigheder, for der er så meget fantastisk du kan gøre med dit kropssprog, men så ville du nok miste interessen et sted mellem side 32 og 146. I stedet vil jeg komme kort omkring de øvelser, som gør en kæmpe forskel i min egen hverdag. Vidste du, at du kan skabe selvtillid bare ved at rejse dig op, rette ryggen og strække armene ud til hver sin side? Det skyldes, at testosteronniveauet i din krop øges og gør dig kampklar. Chancerne for, at du får en bedre oplevelse når skal lave et oplæg eller deltage ved et vigtigt møde bliver flere, mens du flytter fokus fra nerver og bekymringer. Det er ret genialt!

Du kan også bruge din positur til at skabe mere energi og øge din koncentrationsevne. Sidder du foroverbøjet med en slap ryg, mens du læser dette? Vær ærlig… Ret dig op, rank og flot og mærk efter. Der sker en fysisk forskel i din krop når du går fra en skæv, slap holdning, til en stærk, rank holdning. Du kan forebygge træthed og i øvrigt øge din produktivitet foran skærmen, hvis bare du er bevidst om din krop – du kan i øvrigt modkæmpe søvnige øjenlåg og morgenbrok, hvis tager en dyb indånding og smiler. Ja, den er god nok! Hvis du smiler bliver du gladere, alt sammen på grund af noget fancy, som hedder ”body-mind connection”.

Hvis du synes det er interessant kan du se videoen nedenfor, hvor Amy Cuddy behandler emnet:

Hvis du bruger din krop til at skabe et bedre mentalt udgangspunkt, øger du chancerne for at få gode oplevelser. Hvis du kan skabe energi en sen efttermiddag på kontoret, er der måske plads til et ekstra grin med kollegerne. Hvis du kan smile til dig selv i spejlet, kan det være, at du bliver lidt mere selvsikker i din krop. Hvis du kan skabe selvtillid uanset hvor du er, er det måske nemmere at gribe spændende chancer og tage vigtige ansvar. Din krop er med til at skabe dine oplevelser – lad den være en del af løsningen!

Det er jo ret enkelt alt sammen og jeg garanterer ikke, at du bliver lykkelig af disse trin mod positive oplevelser. Men! Jeg garanterer helt sikkert, at du kan give dig selv en bedre dag, hvis du bare udøver bare ét disse trin. Prøv det af og se selv. Hvis du vil vide mere om hvordan du kan leve et lykkeligt liv, kan du læse indlægget her.


Ældre indlæg

Skriv en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes inden de bliver offentliggjort.